At være hjemmegående

Da jeg i sin tid fandt ud af at jeg var gravid, havde jeg et godt arbejde og rigtig søde kollegaer. Jeg var glad for mit arbejde, men heller ikke mere end det. Det var stressende til tider og jeg gik da lidt og drømmede om en lang barsel med baby. Vi havde drøftet, inden jeg blev gravid hvordan vi nu skulle klare os økonomisk og hvad jeg havde lyst til mht. barsel. Herovre lyder barsel kun på 2-3 måneder, hvis man da er heldig og har et godt arbejde der tillader dette. Det var nogle vilkår jeg ikke kunne efterleve. Derfor blev det at jeg ville sige mit arbejde op og vi kunne tage det lidt som det kom. Jeg ville gerne være hjemme med den lille et års tid og derefter kunne vi se på mulighederne for at starte pasning og arbejde op. Mit gamle arbejde forsikrede mig om at de meget gerne ville have mig tilbage når jeg var klar til det. Så sådan blev det.

Jeg stoppede på mit arbejde i December 2011. På grund af visum der skulle laves om over julen således jeg kom på min mands visum, havde jeg derfor ingen arbejdstilladelse mere og kunne ikke vende tilbage på arbejde de sidste 2 måneder inden termin. Det var nogle ret lange måneder husker jeg. Gjorde alt klar til den lille og prøvede ellers at få tiden til at gå med at gå ture/besøge steder jeg ikke havde set før i byen. Heldigvis mødte jeg nogle andre fantastiske moms-to-be igennem MIT. Mødte min rigtig gode veninde idag, igennem fødselsforberedelse og hun fortalte mig om gruppen. 

Da mange af os havde termin ret tæt på hinanden besluttede vi os at lave en ny gruppe. En slags mødregruppe som kunne mødes en gang om ugen og hvornår vi ellers havde tid. Det er noget af det bedste jeg har gjort herovre! Har mødt så mange søde og trofaste veninder igennem den gruppe og mange af dem ser jeg flere gange om ugen. Det er den største støtte i en hverdag hvor man er meget alene og hvor man begge er i den samme båd. Vi kan give hinanden råd, børnene kan lege sammen og vi kan hjælpe med at passe hinandens børn. Mange af mine veninder er også hjemmegående og er som os også i Boston for en begrænset periode. Dette betyder så også at jeg har måtte sige farvel til mange. Det vænner man sig aldrig til og glæder mig bestemt ikke til jeg skal sige farvel en dag. 

Oliver bliver snart 15 måneder og det har simpelthen været fantastisk at se ham udvikle sig i alle de måneder. Det har desuden været fantastisk at se alle de andre små på hans alder udvikle sig parallelt med ham. Men kortene på bordet - det er jo også hårdt! Der er ikke meget tid til sig selv og alt overskuddet går til ham. Hvis jeg ikke havde haft mine veninder at snakke med, var jeg nok blevet sindsyg. 

Vi er dog kommet til et tidspunkt hvor både jeg og Oliver trænger til at der skal ske noget nyt. Selvom vi laver mange spændende ting med andre børn flere gange om ugen trænger vi snart til lidt tid fra hinanden. For vores begge to's skyld. Har derfor været ved at kigge på vuggestuer og regner snart med at skrive Oliver op. En anden overvejelse i denne beslutning er jo det økonomiske. Vi klarer os fint på en løn nu, og det ser ikke ud til at vores økonomiske situation kommer til at ændre sig. Pasning i denne by er helt og aldeles sindsygt dyrt!! Det er så dyrt at stort set hele min løn kommer til at gå til pasning. Så det økonomiske aspekt har ikke indflydelse på vores beslutning. 

Det blev en længere historie. Har snakket med mit gamle arbejde og de vil gerne have mig tilbage, så det ser muligvis ud til at vi begge skal ud i det "virkelige" liv til September/Oktober. Der er lige nogle praktiske ting der skal gå i orden først, med visum, arbejdstilladelse,vuggestueplads osv. Skræmmende og spændende på én gang. Det bliver bestemt hårdt i starten, kommer til at savne min lille dejlige dreng utroligt meget.