Olivers vej til verden del 2

Var ikke i tvivl om at det var vandet der var gået. Fik vækket Kasper og bedt ham om at hente et håndklæde. Hele natten gik med sivende fostervand men ingen veer. Om dagen havde jeg en tid til en No stress-test. En test hvor de kører en strimmel i en times tid og tjekker om barnets hjerterytme er konstant. Jeg ringede til jordmoderen som sagde jeg skulle komme og få lavet testen. Vi gik derop (30 min. gang) i håb om at jeg kunne få nogle flere veer. Olivers hjerterytme var ikke alt for god og fik at vide at jeg åbenbart havde drukket for lidt vand. Drak 3 store glas imens de kørte en strimmel igen og nu så det meget bedre ud. Begyndte også langsomt at få flere og bedre veer. Tænk sig, at være dehydreret kunne gøre sådan en stor forskel. Kasper fik strenge ordre på at give mig rigeligt med væske og så kunne vi tage hjem og slappe af. Om aftenen herhjemme begyndte jeg nu at få ret kraftige veer. Jeg kunne ikke være nogle steder og de begyndte at komme med jævne mellemrum. På dette tidspunkt var jeg meget træt, havde ikke sovet siden vandet gik. Vi ringede til hospitalet og spurgte om vi måtte komme ind. De havde åbenbart meget travlt (noget med fuldmåne?), men forsikrede os om at de ville gøre en stue klar. Da vi havde tjekket ind kom vi ind i et lidt mindre rum imens vores stue blev ledig. Hvad der herefter sker har jeg ikke den store tidsfornemmelse af. Ved kun hvad Kasper har fortalt mig om forløbet og jeg kan huske glimt, men det hele er meget rodet. Det var ikke på nogen måde dramatisk og alting tog meget lang tid, men veerne var nu så stærke at jeg på en måde gik ind i mig selv. Kan huske jeg fik noget at sove på fordi jeg var så træt. Efter at have sovet et par timer kom vi ind på vores stue. Her blev jeg tjekket og var kun udvidet 2 cm. Herefter er alt et stort rod i mit hovede. Jeg havde kraftige veer, men hvis jeg koncentrede mig nok kunne jeg godt holde det ud. Olivers hjerterytme var rigtig fin. Jeg var ude af sengen, gik rundt, var i badekar og sad på en bold det meste af tiden. Ved ikke hvor mange timer der var gået nu, men det var nok natten til d. 8. Marts. Udvidede mig næsten ikke og de mistænkte at mine veer ikke var kraftige nok. De ville gerne give mig ve-fremkaldende drop. Da det nu var over 24 timer siden vandet var gået, var der en stor risiko for infektion som de åbenbart tog meget seriøst. Fostervandet var stadig klart og hjerterytmen var god. Der var stor undren blandt jordmødrende hvorfor jeg ikke udvidede mig hurtigere. Der blev lagt en lille detektor ind som skulle måle mine veer. De var slet ikke kraftige nok til at skubbe et barn længere ned som de først havde antaget. Udover dette havde de mistænkt at Oliver lå lidt skævt med hovedet og sad lidt fast. Lavede en noget smertefuld øvelse hvor jeg sad på alle fire i sengen, ved hver ve skulle jeg bukke mig bagover så langt jeg kunne. Det hjalp lidt, oliver havde vendt sig en smule, men ikke på problemet at mine veer ikke var stærke nok. Jeg var så udmattet på dette tidspunkt og de havde sagt at det var muligt jeg skulle have et kejsersnit. Jeg fik derfor lagt en epidural. Epiduralen var som sendt fra himlen. Jeg kunne nærmest ikke mærke den blev lagt og det tog al smerten væk. Jeg kunne dog stadig mærke hvornår jeg fik en ve og følte mig egentlig bare lettet. De startede det ve-fremkaldende medicin og skruede langsomt op. Tror jeg var oppe på max på et tidspunkt. Veerne blev kraftigere og jeg udvidede mig langsomt. Da jeg langt om længe var udvidet de magiske 10 cm var det nu d. 9. Marts sent og aftenen. Jeg havde fået feber og truslen om en infektion var nu realistisk. Veerne var ikke kraftige nok til at være presseveer og vi besluttede at jeg skulle have et kejsersnit. Der var åbenbart kø til at få et kejsersnit denne aften og da det ikke var så akut ventede vi et par timer. Jeg ville gerne prøve at presse med på veerne og det lykkedes da også Kasper at få et glimt af et lille hovede med masser af sort hår. Jeg sov nærmest da de var ved at gøre mig klar. Var så udmattet. Operationsstuen var lys, kold og fyldt med mennesker. Alle sammen var utrolig rare og jeg følte mig i gode hænder. Selve kejsersnittet var lidt ubehageligt. Det gjorde ikke ondt, men var meget ubehageligt at de skulle presse ham ud. I min søvndrukne tilstand hørte jeg dem sige at han var stor og snittet skulle derfor gøres større. Kasper så det hele. Endelig hørte jeg et lille gråd og hørte dem allesammen sige at det var en meget stor, men rask dreng. Han blev hurtigt tørret, svøbt og lagt hen til mit hovede.

Det første møde med vores dejlige søn Oliver - født d. 10. Marts kl. 01.49

Fortsættelse følger..